Hvordan virker det?
Certificerede tandlæger har professionel adgang til hjemmesiden straightsmile.dk hvorfra nye cases kan oprettes med eller uden forudgående vurdering. Med vurdering bliver den pågældende case gennemgået på baggrund af indsendte aftryk, digitale scans og/eller fotos. Tandlægen modtager en vurdering fra straightsmile™ inden for 24 timer med begrundelse for, om casen er egnet eller ej. Såfremt der er tale om en ikke-egnet case, bliver tandlægen tilbudt at henvise direkte til en specialtandlæge. Dette er en unik feature på straightsmile™ hjemmesiden, som gerne skulle øge samarbejdet mellem privatpraktiserende tandlæger og ortodontister.
Cases, der oprettes uden vurdering, bliver altid screenet af straightsmile™ og såfremt der er tvivl om egnethed, informeres tandlægen via hjemmesidens indbyggede beskedmodul. Det understreges, at behandlinger altid foretages på tandlægens eget ansvar og at straightsmile™ anbefaler, at der hellere henvises lidt for mange end lidt for få patienter til specialisterne.
Case bestilling
Når en patient har besluttet sig for, at vedkommende ønsker lige tænder, er det tandlægens opgave at informere om de muligheder, der foreligger - herunder en henvisning til specialtandlæge. Der skal informeres om fordele og mulige risici, og når der alene er tale om kosmetiske indikationer, skal tandlægen indhente både mundligt og skriftligt samtykke.
Der skal tages røntgenbilleder, gerne panoramaoptagelse evt. suppleret med enorale optagelser af incisiver. Kliniske fotos er obligatoriske og en vigtig del af journalmaterialet. Selve journaliseringen er yderst vigtig og straightsmile™ har udarbejdet et skema, som kan være en stor hjælp for tandlægen.